Vintersalatblade ud over hovedsalat: vårsalat, mizuna, rucola og vinterportulak at så nu

De fleste havefolk, der vil have salat i januar, griber en hårdfør hovedsalat, dækker den til og håber. Det virker, men det er den sværeste måde at gøre det på. De blade, der rent faktisk går gennem en dansk vinter uden at brokke sig, er en spredt flok arter, der stort set ikke har andet til fælles end evnen til at holde bladene grønne ved temperaturer, der lægger en hovedsalat ned: vårsalat, vinterportulak, vinterkarse, vild rucola og de asiatiske kål. Så et bånd af hver af dem inden for de næste to uger, og du skærer salat fra november til marts. Den nyttige måde at tænke på dem er som en portefølje — hver af dem svigter på sin egen måde, så dyrker du fem af dem, mister du aldrig hele høsten på én gang.

• Så senest Asiatiske kål midt i sept. · vårsalat & vinterportulak først i okt.
• Hvor Direkte i bånd på 10 cm bredde, 1 cm dybde · ingen grund til hård udtynding
• Hårdførhed Vårsalat og vinterportulak til −15 °C uden dækning · kålene omkring −8 °C
• Skær Fra 6–8 uger · 3–4 klip pr. såning, altid over hjertet

Hvorfor ikke bare dyrke mere hovedsalat?

Du bør også dyrke hovedsalat — vores guide til vintersalat gennemgår sorterne og tidspunkterne i detaljer, og intet andet giver dig den søde, fyldige bund i en salatskål. Men Lactuca sativa er en etårig middelhavsplante, som vi har overtalt til at overvintre, og det kan ses: den vil have dækning i hård frost, den rådner i hjertet i en våd december, og en snitflade heler ikke under cirka 5 °C.

Arterne i denne artikel er anderledes. Vårsalat og vinterportulak er planter fra det kølige klima, der behandler en dansk vinter som deres normale vækstsæson, og de asiatiske kål kommer fra en del af verden, hvor efteråret er det vigtigste dyrkningsvindue frem for en eftertanke. De vokser hurtigere end hovedsalat, overlever koldere, og — den del, ingen nævner — flere af dem smager tydeligt bedre efter en frostnat.

De fire grupper, og hvordan hver af dem svigter

Vårsalat (Valerianella locusta), også solgt som feldsalat eller mâche, er den hårdføreste salat i haven og den mildeste i smagen. Den er også den med en rigtig særhed: vårsalatfrø spirer dårligt over cirka 20 °C i jorden, og netop derfor er den en septemberafgrøde og ikke en augustafgrøde. Dens svaghed er farten — den er langsom, og rosetterne er små, så så tre gange så meget, som du tror, du skal bruge. Find den efter art under Valerianella locusta.

Vinterportulak (Claytonia perfoliata), også kaldet claytonia eller minersalat, giver saftige, runde blade på en stilk, der skyder op gennem midten af bladet. Den er usædvanlig hårdfør, mild og sprød, og den er det eneste vinterblad, der pålideligt vokser igen efter et klip i januar. Dens fejl er begejstringen: den selvsår så villigt, at én såning som regel bliver permanent. Se claytonia eller vinterportulak.

Rucola deler sig i to arter, der opfører sig helt forskelligt. Etårig salatrucola (Eruca sativa) er hurtig og mild, men går i stok ved den første milde periode. Vild eller flerårig rucola (Diplotaxis tenuifolia) er langsommere, betydeligt stærkere, langt hårdførere og giver høst i to-tre år fra én såning. Til vinteren vælger du den vilde; hele sortimentet ligger i rucolasamlingen. Begge er mål for jordlopper i et varmt efterår.

De asiatiske kål — mizuna, tatsoi, pak choi, kinakål og sennepssalaterne — er de gavmilde: hurtige, storbladede og produktive, og de fylder skålen, mens de andre stadig er små. Gennemse dem samlet under asiatiske bladgrøntsager, efter art under Brassica rapa og Brassica juncea, eller enkeltvis som mizuna, tatsoi, pak choi og kinakål. Deres svaghed er kalenderen i begge ender: sået for tidligt bliver de ædt op af jordlopper, og i februar går de i blomst før alt andet. Vores guide til at dyrke sennepssalat dækker den gruppe fuldt ud.

Én mere værd at tage med: vinterkarse (Barbarea verna) har brøndkarsens peberede smag uden at skulle bruge rindende vand, tåler fugt og halvskygge og er hårdfør nok til at blive ignoreret hele vinteren. Det er en lille samling — se vinterkarse og det bredere karsesortiment.

Sådan sår du vintersalatblade

1. Så i bånd, ikke i rækker Et bånd på 10 cm bredde og 1 cm dybde med frøet spredt tykt ud langs det. Du dyrker en afgrøde, du skærer af, ikke enkeltplanter, der skal vokse videre — så udtynd kun lige nok til, at frøplanterne ikke filtrer sig sammen.
2. Køl såfuren ned til vårsalat Er det stadig varmt først i september, vander du den åbne såfure med koldt vand og sår om aftenen. Vårsalat spirer ganske enkelt ikke i varm jord — den samme varmehæmning, som er beskrevet i vores spinatguide.
3. Dæk kålene med fiberdug fra dag ét Jordlopperne er stadig aktive et stykke ind i efteråret, og frøplanter fulde af huller indhenter det aldrig. Insektnet over båndet, til bladene er 5 cm — se skadedyr i haven og bekæmpelse.
4. Gød ikke Kvælstof om efteråret giver bløde, vandede blade, der falder sammen ved den første frost og rådner nedenunder. Ugødede planter vokser langsommere og overlever langt bedre.
5. Dæk til fra sidst i oktober, og luft ud En klokke eller fiberdug holder bladene rene og til at plukke frem for at tilføre synderlig varme. Åbn den på enhver dag over frysepunktet — se klokker, fiberdug og drivbænke.

To såfrister, ikke én

Opdelingen betyder noget, fordi de to grupper dækker hver sin halvdel af vinteren. Kålene bærer dig fra november til jul; de hårdføre nordiske tager over fra januar, når kålene er skåret væk, og lyset er værst. Tilføj lidt bitterhed for balancens skyld med cikorie, radicchio eller endivie, en række vinterspinat, og — som en helt anden slags forsikring — en bakke microgreens indendørs, som er klar på ti dage, uanset hvad vejret finder på.

Klipningen: her mister de fleste den anden høst

Skær-og-kom-igen er ikke en beskrivelse af planten, det er en beskrivelse af en teknik. Tag en håndfuld blade, hold dem samlet, og klip lige over med en saks 2,5 til 4 cm over jorden — over vækstpunktet, som sidder midt i rosetten. Klipper du lavere, tager du hjertet med bladene, og så er det bånd færdigt; klipper du højere, efterlader du seje stubbe, der rådner. Gjort rigtigt giver de fleste vinterblade tre-fire klip fra én såning, og vinterportulak og mizuna er de villigste.

Tidspunktet betyder lige så meget som højden. Klip om formiddagen, på en dag over frysepunktet, og aldrig når bladene er frosne — et frossent blad er fuldt af iskrystaller og bliver til grød i skålen. Og pil ikke en plante helt bar i december: bladene er den eneste måde, den tjener noget som helst hjem på den tid af året.

Belønningen for kulden er smag. Kålene reagerer på frost ved at omdanne oplagret stivelse til opløselige sukkerstoffer som en naturlig frostvæske, så mizuna og tatsoi i januar er mærkbart sødere og mildere end det samme blad i september. Rucola går den anden vej — kulde og stress presser sennepsolierne op, så vinterrucola er den stærkeste rucola, du nogensinde kommer til at spise. Ingen af delene er en fejl; begge er værd at planlægge en skål omkring.

Almindelige fejl med vintersalat

• At så vårsalat i varm jord — en augustsåning i et varmt bed kommer ganske enkelt ikke op. Vent, til jorden er under 20 °C, eller så om aftenen i en vandet såfure.
• At betragte kålene som hele afgrøden — de er mest værd i november og væk i februar. Det er de hårdføre blade, der bærer dig gennem anden halvdel.
• At klippe ned i hjertet — den ene grund til, at folk får én høst i stedet for fire.
• At gøde for størrelsens skyld — bløde, kvælstofgødede blade er de første, der fryser, og de første, der rådner.
• At lukke klokken helt — stillestående, fugtig luft ved 4 °C er lige det, gråskimmel vil have. Luft ud, når som helst det er over frysepunktet, og se rodhalsbrand og skimmel.
• At glemme sneglene — de er aktive hele vinteren under et dække og foretrækker vinterportulak frem for næsten alt andet.

Ofte stillede spørgsmål

Er det for sent at så vintersalatblade sidst i september?
Ikke helt, men listen bliver kortere. Vårsalat, vinterportulak og vinterkarse kan komme i jorden til første uge af oktober og giver stadig høst, om end lidt senere; de asiatiske kål vil helst være i jorden inden midten af september for at bygge blade nok, før væksten stopper. Efter først i oktober sår du i en drivbænk, et drivhusbed eller et dybt højbed under dækning frem for på fri jord.

Kan jeg dyrke vinterblade i potter?
Ja, og det er ofte bedre. En bred, lav beholder op ad en lys mur dræner godt, varmer hurtigt op og stiller sneglene en anelse dårligere. Brug frisk jord og en beholder på mindst 20 cm dybde — vores guide til dyrkning i krukker har detaljerne.

Skal vintersalatblade have fuld sol?
De skal have det lyseste sted, du har i december, og det er ikke det samme. Vinterkarse og vinterportulak er de mest skyggetålende i gruppen og giver høst i et bed mod nord; kålene vil have så meget lys, de kan få. Vores guide til hvad du kan dyrke i skygge forklarer, hvordan du tæller de timer, et bed faktisk får.

Hvorfor er min vintersalat holdt op med at vokse i december?
Fordi væksten stort set stopper under omkring ti timers dagslys — og derfor betyder sådatoen mere end noget som helst, du gør bagefter. Planterne er ikke ved at dø, de holder pause. Væksten begynder igen i februar, og den største enkelthøst i hele afgrøden kommer som regel i marts, lige som mizunaen begynder at gå i stok.

En halv time med en rive og fem poser i denne uge køber dig fem måneders salat, og det er det bedste afkast af en indsats, der findes i køkkenhaven. Læg bladene i ét bed, og mens du alligevel har værktøjet fremme, så start en række hestebønner i det næste — de to opgaver er et perfekt par, for salaten fodrer dig hele vinteren, mens bønnerne stille og roligt bygger de rødder, der giver høst til juni. Vælg fra vores samlinger af hovedsalat, grønkål og bladbede ved siden af bladene ovenfor, gennemse hele sortimentet af grøntsagsfrø, og hold resten af vores dyrkningsguider ved hånden til alt det, der kommer bagefter.